Da 47 elever fra Pinsevækkelsens Efterskole kørte galt i en bus onsdag formiddag, faldt de halvanden meter, før de ramte grøften.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Fem unge er kvæstet efter ulykken, og i alt otte er indlagt på Randers Hospital. Alle er dog uden for livsfare.
De unge er mellem 14 og 17 år gamle.
Bussen var en turistbus fra Skelund Turistfart og hyret af Pinsevækkelsens Efterskole i Mariager. Den var på vej til Århus, da den på grund af det glatte føre kørte af landevejen syd for Hvidsten.
Bussen faldt ifølge Østjyllands Politi fra den forhøjede vejbane og ned i grøften – i alt et fald på halvanden meter. Herefter landede den på dørene, og redningsmandskabet måtte trække eleverne ud gennem vinduerne.
Ulykken gav dog anledning til misforståelser, for omtrent samtidig lidt længere mod syd kørte en bybus også af vejen. Her blev en passager lettere kvæstet.
Alle 47 elever fra efterskolen er blevet kørt på Randers Skadestue, hvor de bliver tilbudt krisehjælp.