Mandag eftermiddag blev en 92-årig kvinde påkørt af en skolebus i Store-Heddinge på Stevns.
Chaufføren stoppede straks op og stod ud og konstaterede, at kvinden lå på vejen bag bussen. Ambulance og politi blev straks tilkaldt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kvinden blev bragt til hospitalet, hvor hun blev erklæret for død. Politiet har endnu ikke underrettet de pårørende.
Fire børn befandt sig i bussen på ulykkestidspunktet, men ingen af dem så selve uheldet. Landbetjenten tog sig af børnene og sørgede for at kontakte deres forældre.
Politiet tog rutinemæssigt en blodprøve af bussens chauffør, men man har ingen mistanke om, at han skulle være påvirket af spiritus eller andet.