Mange af de omkomne og savnede er børn, efter en altødelæggende tsunami ramte Samoa tidligt onsdag morgen lokal tid.
"De var på vej til skole langs kysten og er simpelthen blevet skyllet ud i havet, det er meget tragisk," siger Claus Hermansen til eb.dk.
42-årige danske Claus Hermansen ejer et hotel i byen Apia på nordsiden af Samoas hovedø Upolu og har boet der i 15 år. Han er netop nu på forretningsrejse i New Zealand, men følger begivenhederne i sit nye hjemland tæt.
Myndighederne på Samoa leder lige nu efter døde og overlevende, der enten er blevet begravet i enorme mængder sand eller trukket med til havs af de meterhøje bølger.
"Tsunamien kom fra syd og kom nærmest umiddelbart efter jordskælvet, så folk havde ingen tid til at flygte op på højt beliggende steder. Det hele er mere eller mindre ødelagt på sydsiden, det er forfærdeligt," siger han.
Øjenvidner fortæller, at flere landsbyer er jævnet med jorden, biler flyder med bunden i vejret i de oversvømmede gader og mange hoteller på øernes sydsider, der er hårdest ramt, er styrtet i havet som pindebrænde.