I alt otte børn og to voksne blev tirsdag formiddag kørt til Odense Universitetshospital og Middelfart Sygehus med lettere kvæstelser efter en busulykke, hvor en lastbil kørte ind i en skolebus ved Aarup på Fyn. Lastbilchaufføren pådrog sig flere skader, men er uden for livsfare.
Der var 29 børn med bussen i alderen fra seks til 15 år og to voksne. De fleste slap med chok, knubs, snitsår og mindre nakkeskader. Og flere er allerede på vej til at blive udskrevet igen. Det oplyser vores reporter på ulykkesstedet, Christoffer Stig Christenesen.
Vagthavende ved Fyns Politi, Brian Funning, oplyser til Avisen.dk, at lastbilchaufføren øjensynligt blev ramt af et insulinchok og kørte lastbilen ind i siden på skolebussen fra Handybus, der var på vej til Aarupskolen. Bremsesporet fra bussen er 10 meter langt.
Skoleleder Poul-Erik Svendsen fik nyheden fra oprørte forældre, og han løb straks ned til ulykkesstedet.
- Der var helt stille på ulykkesstedet. Jeg kunne kun høre børnenes gråd og se på deres ansigter, at det var en meget traumatisk oplevelse, fortæller skoleleder Poul-Erik Svendsen, der er lettet over, at børnene slap med knubs og chok.
- Det kunne nemt have været meget værre, men heldigvis kørte lastbilen langsomt ud, siger Poul-Erik Svendsen.
De 21 børn, der ikke kom fysisk til skade, er nu samlet på Aarupskolen, hvor forældre, en læge og en skolepsykolog tager sig af dem.