Rygning er usundt især for børn, men nu tager 100 folkeskoler skridtet videre end en løftet pegefinger. Eleverne skal nemlig efter sommerferien skrive under på, at de ikke vil starte med at ryge.
Lignende ordninger har givet gode resultater i Norge, skriver Jyllands-Posten.
Børn og unge stifter som oftest kendskab med rygning i 7. klasse, hvor fire procent er rygere. Derfor startede 14 danske skoler sidste år et pilotprojekt, og det har vist sig at virke.
"Med skriftlige aftaler går man et skridt videre end hidtil. Alligevel har der været stor opbakning fra elever og forældre, og ingen i min klasse er begyndt at ryge," fortæller klasselærer Rikke Møller Larsen, Vester Hassing Skole i Nordjylland.
Børnene deltager i lodtrækningen om en iPod, hvis de skriver under på røgkontrakten.