En flok skolebørn fik sig en ubehagelig overraskelse, da de tirsdag formiddag fik øje på liget af en mand i Københavns Havn ud for Amaliehaven.
Ifølge den centrale vagtleder ved Københavns Politi er der dog ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der ligger en forbrydelse bag mandens død.
- Det er der i hvert fald ikke noget, der tyder på, men det er alt for tidligt at sige med sikkerhed på nuværende tidspunkt, siger den centrale vagtleder til Avisen.dk.
Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvordan børnene reagerede, da de opdagede liget af manden.
- Men det er klart, at det altid er chokerende at finde et dødt menneske, uanset om det er derhjemme eller et andet sted, siger den centrale vagtleder.
Liget blev efter fundet hurtigt bjærget af reddere fra Københavns Brandvæsen. Der er angiveligt tale om en mand, mellem 20 og 40 år.