En ansat på en skole i Ringsted Kommune har filmet børn i skolens omklædningsrum med et skjult kamera. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i et opslag på X.
Manden er torsdag blevet anholdt, og han har erkendt at have stået bag optagelserne.
De skjulte optagelser har fundet sted på Søholmskolen i Jystrup nord for Ringsted, skriver det regionale medie sn.dk. Her er stemningen trykket, oplyser kommunens skolecenterchef.
Sigtelsen mod den ansatte drejer sig "indtil videre" om blufærdighedskrænkelse, oplyser politiet om sagen. Ofrene i sagen er børn fra 3. og 5. klasse, lyder den foreløbige vurdering.
Hvor mange børn, der er blevet filmet i det skjulte, kan politiet endnu ikke sige, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Vi er i opstarten af efterforskningen, udtaler vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard torsdag eftermiddag.
Her står også, at den ansatte mand vil blive løsladt, når afhøringen er overstået. Hans stilling på skolen oplyser politiet ikke noget om i meddelelsen.
Torsdag vil skolen orientere forældrene om sagen.
Søholmskolens leder er ifølge en pressemeddelelse fra kommunen "dybt rystet" over sagen. Børn, forældre og ansatte tilbydes støtte og rådgivning, hvis de har brug for det.
/ritzau/