Lærere og ledelse på Langeskov Skole på Fyn har fået nok at uopdragne elever, der taler grimt.
Skolen vil derfor holde et kursus for forældre til skolens yngste elever. Kurset handler om sprog og dannelse. Det skriver Fyens.dk.
Verbale angreb som "fede ko" og "du skal dø" fyger ifølge Fyens Stiftstidende gennem luften på skolen. Derfor vil forældre for fremtiden bliver indkaldt til en samtale, hvis deres børn råber skældsord.
Indsatsen er en opfølgning på et besøg fra Arbejdstilsynet. I den efterfølgende tilsynsrapport stod der ifølge Fyens.dk:
"At der næsten dagligt forekommer verbale krænkelser og trusler mod lærerne, at der periodevis forekommer fysisk vold som stenkast og fingre, der brækkes bagover, og at der cirka en gang om ugen forekommer slåskampe mellem børnene."
Det skal der nu gøres noget ved, sige skoleleder Klavs Norup Lauridsen.
- Alle forældre fra 0. til 9. klasse vil allerede fra årsskiftet få forældreforedrag, som handler om sprog, normer og adfærd på de sociale medier, fortæller Klavs Norup Lauridsen til Fyens.dk og understreger, at der tegner sig et samfundsproblem.
- Der er ikke nogen individuelle undskyldninger, når det kommer til det generelt grimme sprog i det offentlige rum. Det har ikke kun noget med børn, skole eller hjemmet at gøre. Det er en samfundsmæssig udvikling, som vi alle bør tage fat i, siger Klavs Norup Lauridsen.
Han fremhæver, at forældrene ikke skal se kurset som et tilbud, de kan komme til, hvis de har lyst.
- Jeg forventer, at alle kommer til foredragene, fordi så har indsatsen den største effekt, fortæller Klavs Norup Lauridsen til Fyens.dk.