Farcen om Ungdomshuset fortsætter.
De nedlagte skolebygninger i Stevnsgade 34 på Nørrebro i København er således stadig i spil som nyt Ungdomshus, selvom både overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og advokat Knud Foldschack fra Fonden Jagtvej 69 torsdag aften kastede håndklædet i ringen.
Både politikere og embedsmænd arbejder nemlig videre med en model, hvor brugerne af Ungdomshuset overtager eksisterende bygninger på Stevnsgade 34.
Og det selvom de unge via advokat Knud Foldschack lod vide, at de ikke ønsker at flytte til et sted, hvor de er uønskede. Alligevel håber politikerne, at de unge kommer på bedre tanker, og at naboerne finder næstekærligheden frem.
Ikke mindst fordi, der arbejdes ihærdigt på en acceptabel løsning for de multihandikappede børn, der oprindeligt var lovet bygningerne på Stevnsgade.
Ingen problemer
»Vi holder alle døre åbne, for vi skal simpelthen finde en løsning, alle kan være tilfredse med. Både de unge, de multihandikappede og naboerne i Stevnsgade. Og i den forbindelse er det vigtigt at nævne, at der i den daglige drift af Ungdomshuset ikke har været problemer med hverken de nærmeste naboer eller politiet,« siger Morten Kabell (EnL).
Formentlig tager brugerne af Ungdomshuset stilling til Stevnsgade-modellen endnu en gang på deres fællesmøde mandag aften. Ifølge Politiken.dk er det store flertal i Ungdomshuset faktisk for en genhusning på den nedlagte skole i Stevnsgade, mens en hård kerne holder fast i Jagtvej 69.
Beboerne i området omkring skolen har planlagt demonstrationer mod Ungdomshuset i weekenden.