Et sommerkursus for rappere i Klubben Rosenhøj i Århus er blevet lukket. Det sker, fordi en 11-årig dreng har rappet dødstrusler mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Det skriver B.T.
"Jeg har en enkelt patron for Messerschmidt, for han snakker masser shit", lød den kontroversielle og noget voldsomme raptekst, som den 11-årige fremførte på sommerkurset, der blev ledet af rapperen Carthage Beck McGosh.
"Vi har lukket skolen, fordi vi ikke kan stå inde for det, der er sket," forklarer Johannes Starup Justesen, der er ansvarlig for projektet.
Henning Winther fra Rapskolen i Århus forklarer dog, at der blot er tale om en midlertidig lukning.
"Det lukker i 14 dage, fordi vi ikke på den tid kan nå at finde en ny underviser. Den pågældende er en dygtig rapper, og han har også vist sig at være en god underviser. Men vi har stillet samarbejdet med ham i bero, fordi sådan en tekst ikke er en god måde at komme i dialog på," siger han til avisen.