Den gamle Stevnsgade Skole er kraftigt i spil som erstatning for Ungdomshuset på Jagtvej.
Mens en rydning truer forude, kæmper politikere og Fonden Jagtvej 69 for at finde en løsning, der kan tilfredsstille alle parter.
Og et af buddene er Stevnsgade Skole, der ligger på Nørrebro under en kilometer fra det nuværende Ungdomshus.
Ifølge Politiken.dk får de unge muligheder for at holde koncerter, lave værksteder og møderum på 1.400-1.500 kvadratmeter – omtrent det samme som de har i dag.
Politisk ordfører for Socialdemokraterne, Anne Vang, er begejstret:
»Det lyder som et glimrende forslag. Vi går op i at finde en konstruktiv løsning, som Københavns og Nørrebros borgere kan være tilfreds med, og det her er et rigtigt godt bud,« siger Anne Vang.
Også Enhedslisten, SF og de radikale er positive overfor Stevnsgade Skole som nyt ungdomshus, og dermed tegner der sig et klart politisk flertal for den nedlagte skole, der seneste har været brugt til uddannelse af social- og sundhedsassistenter.
»Vi er rigtig positive over, at vi nu får noget konkret på bordet. Det virker som en fin løsning. I den her proces, er det vigtigt, at vi får en god dialog med naboerne. Det er et område, hvor der bor mange mennesker. Og vi skal også stille nogle krav til de unge, hvad angår affald,« mener Katrina Feilberg (R), medlem af Borgerrepræsentationen.
»Det er rigtigt, vi har nogle drøftelser, og vi regner med at kunne melde noget ud en af de næste par dage. Vi har ikke været i dialog med de unge endnu, for vi vil have det hele afklaret først,« siger Knud Foldschack, advokat for Fonden Jagtvej 69.
Han er bindeled mellem politikerne og brugerne af Ungdomshuset.
Før politikerne i Københavns Kommune kan tilbyde de unge Stevnsgade Skole, skal sagen op i Økonomiudvalget, der skal vedtage et eventuelt salg. Indtil det kan komme på dagsordenen – muligvis allerede på et møde tirsdag aften – ligger formentlig tunge forhandlinger om en fremtidig brug af et ungdomshus. Hvilke krav skal der stilles til de unge, og hvilke krav stiller de unge. Meget kan således gå galt, men for første gang er politikerne enige om et nyt sted for de unge – et sted som kommunen selv ejer.