Det skal være slut med bukser, der hænger langt nede på lårene, når eleverne møder i skole. Det mener ledelse og forældre på Hjerting Skole ved Esbjerg, som har forbudt eleverne at flashe deres bagdel og spraglede underbukser.
»Ligesom vi heller ikke vil have pigerne til at vise hele maven, vil vi heller ikke have drengene til at vise deres bare numser frem. Bukserne er den seneste tid kommet længere og længere ned, så man ikke kun kan se underbukserne men også den bare numse. Om det er på grund af gruppepres eller for at provokere lærerne er ikke til at sige, men vi synes, at det er et forkert signal at sende,« siger viceinspektør Klaes Sørensen.
Han mener, at det er vigtigt for skolen at sætte grænser for elevernes påklædning.
»Det kan godt være, at det er moderne blandt de unge, men vi har en opdragende funktion, som også ruster eleverne til at gå på arbejde i fremtiden. Så kan de klæde sig, som de vil, når de kommer hjem,« siger Klaes Sørensen.
Beslutningen om at forbyde hængerøve er truffet af ledelsen og godkendt af skolebestyrelsen. Og ifølge Klaes Sørensen kan langt de fleste elever godt se fornuften i forbuddet.
»Der er selvfølgelig en lille kerne, som er meget fortørnede, men flertallet kan godt forstå det,« siger han.
Forbuddet vil ifølge viceinspektøren blive tilføjet skolens ordensregler.