Unge piger står i kø for at få foden indenfor i skønhedsindustrien, men det kan blive en dyr fornøjelse for eleverne at tage en privat kosmetologuddannelse.
Da skolerne ikke er underlagt nogen form for kontrol, risikerer de håbefulde elever nemlig ikke blot en mangelfuld uddannelse, de bliver ofte også brugt som gratis arbejdskraft i skolernes klinikker, selv om de betaler op til 70.000 kroner for uddannelsen. Det skriver Politiken.dk.
»De her piger aner ikke, at der findes en statsstøttet uddannelse; de betaler bare kassen for en tvivlsom skole og bliver sat til at arbejde gratis,« siger Annie Hartvig, konsulent for den statslige kosmetikuddannelse.
Det kan således gå grueligt galt, hvis forbrugeren kommer i hænderne på en behandler, der ikke har fået en kompetent uddannelse. Derfor mener Anne Hartvig, at der skal ryddes op i uddannelsen. Hun opfordrer regeringen til om nødvendigt at lukke de værste af dem.
Studiechef på Københavns Universitet Jakob Lange foreslår i den forbindelse en gabestok på internettet, hvor dårlige private uddannelser kan udstilles med navns nævnelse.