Moden med at kaste sko efter verdens mægtigste mænd griber om sig. Mandag var det Kinas premierminister, Wen Jiabao, der fik kastet en sko efter sig.
Det skete på det engelske Cambridge University, hvor Jiabao holdt tale i forbindelse med et fem dage langt besøg i Europa, skriver Reuters.
En mand kastede skoen, som landede cirka en meter fra premierministeren. Samtidig råbte han, at begivenheden var en skandale.
Han blev overmandet af sikkerhedsfolk og ført ud af hallen, hvor talen blev holdt. Wen Jiabao holdt en mindre pause, men fortsatte siden sit ærinde.
Cirka 80 mennesker, hvoraf der både var tilhængere og kritikere af Kina i blandt, havde tidligere forsamlet sig udenfor universitetet.