Skjern-spillerne leverede noget nær det ypperste af, hvad mandskabet kan levere, da de slog de europæiske mastodonter fra Veszprem med 32-25 i Champions Leagues ottendedelsfinale.
Det slår Skjern-træner Ole Nørgaard fast efter kampen.
- Det var noget nær det absolutte topniveau, som vi kan præstere, og vi er rigtig stolte og tilfredse med at få vist, hvad vi egentlig indeholder, når vi rammer topniveauet, siger Skjern-træneren.
Ifølge Nørgaard var de undertippede danskere bare bedre på dagen.
- Vi er på alle parametre en lillebror, hvis ikke endda en klar efternøler. Og derfor er det selvfølgelig stort.
- Der er ingen tvivl om, at det er et mandskab, der er i den absolutte topklasse i europæisk håndbold, men vi var bare bedre end dem i dag (søndag, red.), siger Nørgaard.
Skjern-træneren mener, at spillerne kom med en taktisk disciplin, et tempo og en bevægelighed i angrebsspillet, som Veszprem-forsvaret ikke kunne hamle op med.
- Vi vidste, at hvis vi skulle ind og slås, ville vi blive mast, så vi var nødt til at ramme dem på andre måder.
- De er et hold, som fysisk er os totalt overlegne, men så kunne vi slå dem ved at time vores afstande og løbe de rigtige steder hen og ramme dem, hvor vi ville gøre ondt, og det synes jeg, at vi lykkedes rigtig godt med, siger Nørgaard.
- Det er en meget stor bedrift, som vi er rigtig stolte af, og som vi gerne vil gå og have lov til at nyde resten af dagen og måske også i morgen (mandag, red.), og så starter det hårde arbejde igen, siger den 54-årige træner.
31. marts er der returkamp i Ungarn, hvor der venter vestjyderne en intens kamp i Veszprém Aréna.
- Det er noget, vi slet ikke ser i Danmark. Det er mildt sagt en levende hjemmebane, hvor vi i Danmark måske har et publikum, der måske er lidt oppe i alderen, er det klart et yngre publikum, som i den grad lever med og er en del af kampen.
- Så vi kommer under et pres, som vi aldrig har været før, og det er vi fuldt bevidste om.
Hvorvidt Skjern kan skabe overraskelsen, vil træneren ikke gå for meget ind i.
- Lige nu glæder vi os bare over, at vi har været i stand til at slå Veszprem. Syv mål er ingenting, når man skal derned at spille. Vores mål forud for de to kampe var at lave to gode præstationer, og det er fortsat vores mål.
- Nu har vi leveret en her på hjemmebane, og nu skal vi så derned og levere en til med en hel anden kulisse, men det glæder vi os til.
/ritzau/