Håndboldherrerne fra Skjern går ind til søndagens returkamp på hjemmebane i DM-semifinalen mod KIF Kolding København med optimisme.
Det siger Skjern-træner Ole Nørgaard, selvom han ellers så sit hold tabe 22-25 ude til KIF Kolding København i torsdagens første semifinaledyst.
- På baggrund af kampens forløb er vi tilfredse med at slippe fra Kolding, en svær udekamp, med minus tre.
- Vi kæmpede rigtig godt, men spillemæssigt kan vi lægge nogle procenter ovenpå, og det er netop det springende punkt, om vi så kan det. Kan vi det, så er vi meget optimistiske til kamp to, siger Ole Nørgaard.
KIF Kolding København blev ellers svækket i anden halvleg, da Bo Spellerberg så rødt efter en hård tackling. Skjern udnyttede dog ikke Spellerbergs fravær.
- Det er altid en fordel for os, når Bo Spellerberg ikke spiller, men KIF har en masse dygtige spillere, og vi ved ikke, hvad der ville have været sket, hvis Bo kunne have spillet videre.
- Koldings forspring skyldtes kun nogle åbne chancer, vi ikke lige fik forvaltet ordentligt, siger Ole Nørgaard.
Stillingen ved pausen var 10-10.
/ritzau/