Dårlige nyheder for Skjern Håndbold.
Venstrefløjen Andreas Toudahl er ukampdygtig i mindst to-tre måneder på grund af en diskusprolaps, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
30-årige Toudahl har ikke spillet med i klubbens træningskampe op til den kommende sæson på grund af rygproblemer, og nu har en MR-skanning vist, at fløjen har fået en diskusprolaps.
- Det er et irriterende tidspunkt, det sker på. Jeg har ikke været med i de sidste par uger af opstartsfasen, så jeg var ved at forberede mig på, at jeg nok ville være ude i et stykke tid. Men det er drønærgerligt, og jeg er rigtig træt af det, siger Toudahl.
Han slipper dog for en operation, fortæller klubbens fysioterapeut, John Bruun.
- Andreas skal i de næste par uger holde sig i ro, og han vil derefter blive fulgt nøje af både sundhedsstaben i Skjern og folk fra Silkeborg Sygehus.
- Prolapsen er ikke operationskrævende, så forhåbentlig er han tilbage om to-tre måneder, siger John Bruun.
Toudahl kom til Skjern for et år siden fra Bjerringbro-Silkeborg og er noteret for 39 kampe i Skjern-trøjen. Han er noteret for 27 A-landskampe.
/ritzau/