Skjern Håndbold vandt kampen om andenpladsen i Herre Håndbold Ligaen med en sejr på 27-23 over Nordsjælland i sidste spillerunde.
For da Bjerringbro-Silkeborg samtidig tabte udekampen mod KIF Kolding København med 25-21, kunne Skjern overtage midtjydernes andenplads i tabellen, der giver to point med over i slutspillet.
Sejren betød derimod ingenting for KIF Kolding København, der allerede var sikker på at slutte øverst i grundspillet.
Det faktum indvirkede dog ikke på intensiteten i kampen. Begge hold gik til stålet, og temperamenterne var flere gange oppe at koge.
KIF Kolding trak fra midtvejs i anden halvleg, efter at BSV i begyndelsen af kampen havde ført med 9-4 og ikke kunne udnytte en diskvalifikation af hjemmeholdets Kim Andersson i slutningen af kampen.
Den sidste af de otte slutspilspladser gik til Mors-Thy Håndbold, der med en sejr på 25-20 over TMS Ringsted endda kilede sig op på syvendepladsen, fordi Sønderjyske tabte 30-32 til Team Tvis Holstebro.
Nordsjælland må i kraft af nederlaget til Skjern ned i 1. division.
Gruppe 1 i slutspillet består af KIF Kolding København, Aalborg Håndbold, Team Tvis Holstebro og Sønderjyske.
Gruppe 2 har deltagelse af Skjern, Bjerringbro-Silkeborg, Århus Håndbold og Mors-Thy Håndbold.
De to førstnævnte hold i hver gruppe tager to point med over, mens det næste hold har et ekstra point at gøre godt med i kraft af grundspilsplaceringen.
/ritzau/