Den norske håndboldspiller Frank Løke fik for nylig ni måneders international karantæne for at have skrevet to kontrakter, men sagen er ikke slut endnu.
Hans kroatiske klub RK Zagreb vil sagsøge danske Skjern Håndbold for millioner af kroner, fordi den danske klub fastholder, og har fået medhold i, at Løke skrev kontrakt med begge klubber.
RK Zagreb mener ifølge TV 2 ikke, at det kan bevises, at der er indgået to kontrakter. Derfor vil de sagsøge Skjern for 7,5 millioner kroner.
Skjern har kun et skuldertræk til overs over for den nye udvikling i sagen.
"Jeg undrer mig over, at der er tvivl om, at der er to kontrakter. Frank Løke har selv erkendt, at der er to kontrakter," siger Bjarke Hansen, bestyrelsesmedlem i Skjern.
Også Dansk Håndbold Forbund tager det roligt. Generalsekretær Morten Stig Christensen vil udelukkende fokusere på den danske klubs ankemuligheder.
Skjern havde håbet, at Frank Løkes karantæne ville gælde både nationalt og internationalt, samt at man havde fået medhold i, at man har ret til Frank Løkes spillerlicens.