I aften vil Kenneth Enggrob, formand for Venstres vælgerforening i Skive Kommune, bede bestyrelsen om opbakning til at opfordre Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen til at trække sig fra deres formandsposter.
Det skriver Skive Folkeblad.
Det sker efter den splittelse i Venstres ledelse, som er blevet blotlagt hen over sommeren.
Mandag mødtes Venstres kommune-formænd i Region Midtjylland. Regionsformand Jens Nicolai Vejlgaard vil tirsdag orientere Venstres ledelse om kommune-formændenes anbefaling. Indtil da vil han ikke oplyse, hvad anbefalingen er.
Det forlyder, at kommune-formændene mener, Venstre har brug for en ny formand og næstformand.
Det mener Kenneth Enggrob, og det emne skal bestyrelsen for Skive-Venstre drøfte i aften.
- Vi skal gerne have en formandskandidat, vi kan samle os om. Hvis Lars Løkke vælger at blive siddende, vil det kræve stort mod fra en modkandidat at udfordre ham. Vedkommende kan risikere at sætte sin politiske karriere over styr, hvis vedkommende udfordrer Lars Løkke og taber, siger Kenneth Enggrob til Skive Folkeblad.
Skive Folkeblad