Håndboldeventyret for AG København er forbi. Klubben lukker, og spillerne skal nu ud og forsøge at finde sig nye arbejdsgivere.
Men den tomme plads i Herre Håndbold Ligaen skal selvfølgelig fyldes op, og derfor får nedrykkerne fra Skive fH nu pladsen.
- Dansk Håndbold Forbund (DHF) er tirsdag blevet kontaktet af de danske mestre fra AG København, som meddeler, at selskabet bag klubben er gået i betalingsstandsning, og at alle medarbejdere per dags dato er fritstillet, skriver DHF på sin hjemmeside.
I forhold til DHF's reglement betyder det i første omgang, at AG Københavns licens tilbageleveres til moderklubben Albertslund/Glostrup, samt at holdet rykkes fra den bedste håndboldrække til 2. division, forklarer forbundet på sin hjemmeside.
- Den ledige plads i Ligaen vil herefter blive tilbudt til nummer et på DHF's såkaldte reserveholdsliste - i dette tilfælde håndboldklubben Skive fH.
Den jyske klub sluttede sidste sæson næstsidst i Herre Håndbold Ligaen efter blandt andet 17 nederlag i sæsonens 26 kampe.
Til sammenligning sluttede AG København på førstepladsen med 47 point efter 23 sejre, en enkelt uafgjort samt to nederlag.
/ritzau/