Regeringsforhandlingerne går overordnet set okay. Men der er stadig uenigheder og knaster, der skal høvles af.
Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, efter tirsdagens forhandlinger med Socialdemokratiet.
Konkret handler det blandt andet om, at Enhedslisten sammen med de øvrige partier i rød blok vil have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030.
Partiet vil desuden have børnefamilierne ud af Udrejsecenter Sjælsmark.
- Vi har endnu ikke fået tilsagn om, at børnene ikke skal bo på Sjælsmark, og det har vi rigtig meget brug for, siger Pernille Skipper.
Socialdemokratiet har foreløbig erklæret sig villig til at se på forholdene for børnefamilierne på Sjælsmark.
Det er dog ikke nok for hverken Enhedslisten, SF eller De Radikale, der alle vil have børnefamilierne ud.
- Det er stadig vores klare udgangspunkt, at de ikke skal bo på en nedlagt kaserne i et militært øvelsesområde.
- Det er ikke et sted for børn. Det nedbryder dem, uanset hvad deres forældre har gjort, siger Pernille Skipper.
Inden hun gik ind til forhandlingerne tidligere tirsdag, talte hun meget om, at forhandlingerne skulle "tilbage på sporet".
- Der har de seneste par dage været en del diskussion om proces mere end om indhold. Jeg håber da, at vi kommer tilbage på sporet og får snakket om det, det handler om, sagde Pernille Skipper før forhandlingerne.
- Vi er fire partier, som har mange uenigheder, men vi er bestemt også valgt på meget af det samme. Velfærd, en hurtigere grøn omstilling, mere uddannelse. Der er rigtig meget, vi kan enes om, sagde Enhedslistens politiske ordfører.
Ekstra Bladet skrev mandag, at der var irritation hos de øvrige partier i rød blok over De Radikales krav i forhandlingerne.
På det økonomiske område er ikke mindst Enhedslisten meget uenig med De Radikale, der ønsker udbudsreformer og mere udenlandsk arbejdskraft.
Enhedslisten vil blandt andet finansiere fremtidens velfærd ved at hæve skatterne for de rigeste. Partiet har krævet, at den kommende regering ikke skal føre en økonomisk politik som den, De Radikale ønsker.
Pernille Skipper nævnte ikke De Radikale direkte i sin opfordring til konstruktive forhandlinger.
- Jeg håber, at vi alle sammen kan være indstillet på, at vi skal bøje os mod hinanden. At dette her ikke handler om at få nogle til at spise skovsnegle, men at sørge for, at vi kan finde sammen om det, vi er enige om, en ny retning, sagde hun.
Rød blok fik samlet 91 mandater ved folketingsvalget 5. juni og har således flertal i Folketinget.
SF og De Radikale skal også til forhandlinger med Socialdemokratiet tirsdag.
/ritzau/