Skimmelsvampe er langt mere giftige, end forskere og sundhedsmyndigheder hidtil har antaget. Det viser en ny undersøgelse fra Lunds Universitet.
»Man skal se på fugtskader med den største alvor og aldrig tolerere muglugt og synlige skimmelpletter,« siger docent Lennart Larsson fra Lunds Universitet til Sydsvenskan.
Forskerne har opdaget, at der næsten altid dannes svampegiftstoffer, når skimmelsvamp angriber, og det sker allerede før, skimmelsvampen bliver til synlige pletter.
»Det er netop sådan nogle undersøgelser, vi har brug for til at kortlægge problemerne med skimmelsvamp,« siger Lars Gunnarsen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut. Han har endnu ikke haft mulighed for at vurdere undersøgelserne, men er positivt stemt.
Den danske sundhedsstyrelse skriver i en pjece fra 2005, at svampegiftstoffer i private hjem højst kan give anledning til irritation og ikke sygdom. Men de svenske forskere fandt giftstoffer i 72 procent af prøverne fra huse med synlig skimmel, og i støvet fra de samme bygninger var der gifte i 40 procent af prøverne. Undersøgelserne viser, at man kan blive udsat for en koncentration af svampegiftstoffer i indendørsluften, som kan være op til 500 gange større, end man hidtil har regnet med.
Ifølge Sundhedsstyrelsens pjece er der stor fare forbundet med høje koncentrationer af svampegiftstoffer.
»Ved en høj koncentration af mykotoksiner (svampegiftstoffer, red.) i luften, er der set eksempler på svære toksiske reaktioner (forgiftning, red). Desuden kan berøring af mykotoksin-holdigt materiale i nogle tilfælde give hududslet,« skriver styrelsen.
Skimmelsvamp er udbredt i danske hjem. En undersøgelse, som Lars Gunnarsen gennemførte i 2001, viste, at hvert ottende danske hjem med sikkerhed har vækst af skimmelsvampe.
»Man kan selv forebygge ved at lufte ud, holde alle rum varme og undlade at tørre tøj i hjemmet. Men de fleste problemer med skimmelsvamp skyldes efter min vurdering sløseri med vedligeholdelsen af bygningerne,« siger Lars Gunnarsen.