Ikke meget tyder på, at Nicklas Bendtner får sit lejeophold forlænget i Juventus her til sommer.
De italienske mestre bekræfter torsdag på klubbens hjemmeside, at den spanske landsholdsangriber Fernando Llorente 1. juli skifter til Juventus fra Athletic Bilbao.
Dermed peger intet på, at Bendtner, som endnu ikke har scoret for Juventus i denne sæson, får en permanent kontrakt i klubben. Danskeren, der er udlejet fra Arsenal, er i øjeblikket langtidsskadet på grund af lyskeproblemer.
27-årige Llorente, som længe er blevet rygtet til Juventus, får en fireårig kontrakt i Torino-klubben. Han skifter på en fri transfer.
I de seneste ni sæsoner har Llorente spillet for Athletic Bilbao, hvor han i denne sæson mest har været bænket, fordi han har ytret et ønske om at skifte til en anden klub. I 334 kampe for Athletic Bilbao er han noteret for 104 mål.
Llorente var med for Spanien i triumferne ved VM i 2010 og EM i 2012. Han har scoret syv mål for Spanien i 21 landskampe.
/ritzau/