Skammen kommer til at bære straffen i sig selv for Jesper Skibby. DIF?s dopingudvalg besluttede tirsdag, at der ikke er nogen grund til at indlede en dopingsag imod den tidligere professionelle cykelrytter, Jesper Skibby. Det selvom Jesper Skibby for nyligt indrømmede at have brugt doping igennem en stor del af sin karriere.
»Jesper Skibby indstillede sin aktive karriere efter Tour de France i 2000, og intet tyder på, at Jesper Skibby vil genoptage sin idræt. Derfor ville en dopingdom med udelukkelse i to år ikke have nogen som helst praktisk betydning for Jesper Skibby,« hedder det i en pressemeddelelse fra dopingudvalget.
Jesper Skibby tilstod dopingmisbruget i sin selvbiografi ? Forstå mig ret?, der udkom i november. Men det får heller ikke Danmarks Cykle Union til at skride til sanktioner, og unionen?s formand, Tom Lund, bakker op om dopingudvalgets beslutning.
»Der er både et sportsligt og et menneskeligt hensyn at tage, og jeg synes, at der er grænser for, hvad man skal forfølge i nidkærhedens tegn,« siger Tom Lund.
Reglerne åbner ellers mulighed for, at dopingsager kan forfølges otte år tilbage, men det har man altså valgt at se bort fra i dopingudvalget.
»Det har også spillet med i DIF?s dopingudvalgs beslutning, at dopingudvalget ikke har ønsket at afskrække andre fra åbent at fortælle om et eventuelt dopingmisbrug og derved bidrage til at oplyse om farerne ved dopingmisbrug. DIF?s dopingudvalg har således vurderet, at det i den konkrete sag kunne have gjort større skade end gavn for dopingbekæmpelsen at rejse en sag,« lyder begrundelsen i pressemeddelelsen. Det var tirsdag ikke muligt at få fat på Jesper Skibby for en kommentar.