To fragtskibe er natten til søndag dansk tid gået i brand efter at være blevet ramt af missiler ud for Yemens kyst.
Det oplyser det maritime sikkerhedsfirma Ambrey og Storbritanniens Organisation for Maritime Operationer (UKMTO).
Først var der meldinger om et angreb mod et enkelt fragtskib, der sejler under den caribiske østat Antigua og Barbudas flag.
- Skibet var på vej sydvest langs Adenbugten med en hastighed på 8,2 knob, da det blev ramt af et missil, lød det.
Branden blev siden slukket.
Endnu et missil med retning mod skibet ramte forbi. Imens blev skibet også beskudt fra en række mindre både i nærheden.
Senere meldte organisationerne om et angreb et andet sted i Adenbugten.
Også det skib brød i brand efter angrebet.
Der er ingen meldinger om personskade på nogen af skibene, der begge har ændret retning med henblik på at lægge til kaj.
UKMTO oplyser i en udtalelse, at angrebene efterforskes.
Ingen har endnu taget ansvar for angrebene.
Men houthibevægelsen har fra sin base i Yemen regelmæssigt i løbet af de seneste måneder angrebet skibsfarten i området.
Ifølge houthierne selv sker angrebene i solidaritet med palæstinenserne og i protest mod Israels krig mod Hamas i Gazastriben.
Krigen blev startet efter Hamas-bevægelsens angreb på Israel 7. oktober sidste år.
I marts oplyste bevægelsen, at rækkevidden for angreb ville blive udvidet, så den også ville angribe skibe i Det Indiske Ocean.
Risikoen for angreb har fået mange rederier til at sende deres skibe syd om Afrika, så de ikke skal sejle via Suezkanalen og Det Røde Hav, når de skal fra Europa til Asien eller omvendt.
Angrebene har skabt frygt for, at konflikten i Gazastriben spreder sig og destabiliserer Mellemøsten yderligere.
Som modsvar har USA og britisk militær udført angreb mod houthierne i Yemen.
Angrebene har dog tilsyneladende ikke fået bevægelsen til at holde igen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP