Hvordan kan dybt fortrolige og personlige skatteoplysninger havne på danske avisredaktioner?
Det spørgsmål har medlemmer af Folketingets skatteudvalg stillet skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) på et lukket samråd onsdag, efter at en stribe af den tidligere smykkemilliarder Jesper "Kasi" Nielsens skattepapirer er blevet lækket til Ekstra Bladet.
Men ministeren måtte blive udvalget svar skyldigt, og det får alarmklokkerne til at ringe.
- Det, der gør mig urolig, er, at vi ikke ved med sikkerhed, om det er Skat, der har lækket oplysningerne i den konkrete sag, siger Martin Geertsen (V).
- Uden at jeg selv ved, hvilke myndigheder det kunne være, så ser det ud til, at andre myndigheder end Skat kan have haft oplysningerne mellem hænderne.
I begyndelsen af august kunne Ekstra Bladet afsløre, at Skat forbereder en sag mod den omstridte erhvervsmand for en skattegæld på op mod 169 millioner kroner.
Skat har selv iværksat en undersøgelse af sagen og har samtidig bedt politiet kaste lys over, om medarbejdere i Skat eller i Skatteministeriet har lækket skattepapirerne og dermed overtrådt deres tavshedspligt.
Men det er ikke nok, mener Martin Geertsen og skatteudvalget, der nu har foreslået ministeren at nedsætte et ekspertudvalg.
- Det er fint, at man inden for rammerne af det offentlige kontrollerer sig selv. Men jeg mener, at det er nødvendigt at få eksterne øjne til at se på sikkerheden i forhold til det offentliges omgang med fortrolige oplysninger, siger Martin Geertsen.
Det lukkede samråd holdes under en uge før, Skattesagskommissionen begynder afhøringen af flere end 40 personer for at nå til bunds i, hvem der lækkede fortrolige skatteoplysninger om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) mand, Stephen Kinnock.
/ritzau/