For at komme blandt andet finansiel kriminalitet, skattesnyd og hvidvask til livs er der brug for mere samarbejde mellem EU's medlemslande.
Det mener Jeppe Kofod (S), som er ordfører for EU-Parlamentets særlige udvalg for skattesnyd.
Han foreslår konkret en alarmcentral for svindel.
- Vi skal have en centraliseret EU-koordination af informationer, så man faktisk ringer til en alarmcentral i EU, når man opdager noget svindel i sit medlemsland.
- Man advarer hinanden, og der bliver taget handling med det samme, så vi stopper de her svindlere og forbrydere, siger Jeppe Kofod.
Forslaget kommer i forbindelse med et pressemøde onsdag i Strasbourg, hvor skattesnydsudvalget fremlagde et første udkast til bekæmpelse af finansiel kriminalitet i EU.
Der er imidlertid lang vej, før Europa-Parlamentet skal stemme om de tiltag og anbefalinger, der er lagt op til i rapporten.
Jeppe Kofod og hans medordfører, Ludek Niedermayer, skal til flere høringer hos blandt andet Danske Bank for at indsamle flere erfaringer.
De erfaringer kan føre til ændringer. Derudover kommer der også en lang række ændringsforslag fra andre medlemmer af det særlige udvalg.
Jeppe Kofod ved, at der er lang vej igen. Men han er glad for, at det første skridt på vejen er taget.
Han tror fast på, at den seneste tids sager om finansiel kriminalitet som Danske Bank-sagen i fremtiden kan undgås med et bedre EU-samarbejde.
- Det er grænseoverskridende, alvorlig finansiel kriminalitet og skattesvindel. Derfor er vi meget mere effektive, hvis vi samarbejder og koordinerer indsatsen.
- Nationale politimyndigheder og skattemyndigheder er meget mere effektive, hvis man har et EU-koordineret samarbejde, siger Jeppe Kofod.
21. november skal Howard Wilkinson, som var whistleblower i sagen om hvidvask i Danske Banks estiske filial, dele sin viden med Europa-Parlamentet.
Den høring vil de i udvalget også holde øje med.
/ritzau/