Skatteminister Benny Engelbrecht (S) vil have en advokat til at undersøge, om de embedsmænd, der har været involveret i at give urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand i statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag - heriblandt tidligere departementschef Peter Loft og daværende skattedirektør Erling Andersen - skal drages til ansvar.
Det oplyser han i forbindelse med offentliggørelsen af Skattesagskommissionens beretning mandag.
De forkerte oplysninger blev givet af Skatteministeriet og Skat København til Ombudsmanden i 2010 i en klagesag om en aktindsigt fra Jyllands-Posten.
Det kom frem under kommissionens arbejde, at de oplysninger, man havde givet den daværende ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, var forkerte.
- For de embedsmænd, som er involveret i ombudsmandsdelen, kan der på grund af de manglende ansvarsvurderinger endnu ikke drages konklusioner, skriver Benny Engelbrecht i en kommentar.
- Jeg vil derfor bede en advokat om hurtigst muligt at foretage en vurdering af, om nogen skal drages til ansvar for den del af sagen.
- Når der foreligger en vurdering fra advokaten, vil jeg rådføre mig med Moderniseringsstyrelsen og Justitsministeriet om, hvad vurderingen giver anledning til, skriver han.
Skattesagskommissionen udtaler sig ikke om et retligt ansvar for de involverede embedsmænd i sagen om de urigtige oplysninger- herunder tidligere departementschef Peter Loft og daværende chef for Skat København Erling Andersen - da det efter kommissionens opfattelse ligger uden for kommissoriet.
Benny Engelbrecht afviser at spekulere i, hvad konklusionerne af advokatundersøgelsen kan ende ud i.
- Jeg vil samtidig bede alle om ikke at kaste sig ud i spekulationer om, hvad der vil blive resultatet af ansvarsvurderingerne. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at tage del i sådanne spekulationer, skriver han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.