130.000 andelsboliger der tidligere har været lejeboliger ser ud til at blive ofre for den skattereform regeringen ventes at forhandle på plads med Dansk Folkeparti senere i dag.
Som et resultat af reformen vil værdien af andelsboligerne nemlig falde med helt op til 50 procent visse steder.
Ifølge Realkredit Danmark vil mellem 70 og 80 procent af andelsboligerne blive ramt, skriver epn.dk.
"Man har gjort meget for at skåne boligejere, men andelshavere er tilsyneladende blevet glemt. De bliver ramt hårdt af skatteforslaget, og det har næppe været intentionen," konstaterer Elisabeth Toftmann Asmussen, cheføkonom i Realkredit Danmark.
Hun bakkes op af andelshavernes organisation.
"Regeringen siger, at skattereformen ikke får nævneværdig betydning for boligmarkedet, men det er ikke korrekt for et stort antal andelshavere," siger Jan Hansen, der er direktør i Andelsboligejernes Fællesrepræsentation (ABF).