For kort tid siden blev regeringens udspil til en skattereform fremlagt. Den indeholder blandt andet en ændring af, hvem der kan få økonomisk støtte gennem børnechecken.
Som et led af finansieringen af reformen vil regeringen holde igen med at udbetale børnepenge til de økonomisk bedst stillede.
Hvis den ene eller begge partnere tjener mere end 760.000 kroner om året, skal børnechecken aftrappes, lyder det i reformteksten.
Det samme gælder enlige forsørgere med en lønindkomst på over 760.000 kroner årligt.
Det betyder også, at par, hvor personerne hver for sig tjener under 760.000 kroner ikke rammes.
Man kan altså godt beholde børnechecken, hvis man tjener 500.000 hver. Derimod må man vinke farvel til en del af børnechecken, selv om kun den ene tjener over 760.000 og den anden slet ikke har nogen indtægt og for eksempel går hjemme og passer børn.
Det fremgår ikke af udspillet til skattereformen, hvor mange penge denne del af finansieringen vil kunne give.