Hvis man handler den virtuelle valuta bitcoin, skal både gevinst og tab som hovedregel indberettes til Skat.
Det er konklusionen, som Skatterådet er nået frem til efter for første gang at have behandlet spørgsmålet.
- Vores konklusion er, at hvis man har købt bitcoin, så vil der typisk være tale om spekulation i skattemæssig forstand.
- Og spekulation er skattepligtig, siger Hanne Søgaard Hansen, der er formand for Skatterådet, i en pressemeddelelse.
Hun understreger, at det er op til en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Men fordi den såkaldte kryptovaluta bitcoin er let omsættelig og alene findes elektronisk, kan den ikke sidestilles med eksempelvis malerier.
- Derfor er udgangspunktet, at købet er sket med det formål at opnå gevinst og dermed i spekulationsøjemed, forklarer Hanne Søgaard Hansen.
Grundlæggende er bitcoins linjer af computerkode, der bliver digitalt underskrevet, hver gang de handles. Det kaldes også kryptovaluta.
Bitcoin er den mest kendte og ældste kryptovaluta. Men der findes over 1000 andre i dag, som bygger på en teknologi kaldet blockchain.
Bitcoin er blevet kritiseret for at være en valuta for kriminelle, mens tilhængerne mener, at valutaen er nødvendig, fordi den er uafhængig af centralbanker.
Den kan købes på forskellige børser på internettet. Prisen styres af udbud og efterspørgsel. Værdien af bitcoin har svinget voldsomt.
I starten af 2017 kunne man købe en bitcoin for 6236 kroner. 17. december ramte valutaen det hidtidige højdepunkt på 125.494 kroner for en enkelt bitcoin. Men i løbet af få uger var værdien igen halveret.
I afgørelsen understreger Skatterådet, at spekulation ikke behøver være hovedformålet for købet af bitcoin, for at gevinst og tab er skattepligtige.
Hvis man har fået gevinst af salg af bitcoin, vil gevinsten være skattepligtig som personlig indkomst.
Tab kan til gengæld trækkes fra som et ligningsmæssigt fradrag.
/ritzau/