Regeringens skattepakke kommer til at give danskerne mindre julegaver og en mindre julefrokost.
Skattepakken gør det nemlig fordelagtigt at spare meget op på en ratepension frem til årsskiftet - og det kan direkte måles i en faldende omsætning i butikkerne.
Hos Irma er topchef Alfred Josefsen rigtig ked af udviklingen.
"Danskerne sparer helt vildt meget op, fordi det er sidste år med den gyldne mulighed for at udnytte ratepensionen. Det tyder på en rigtig, rigtig dårlig julehandel," siger han til Børsen.
"I vores branche kan vi ikke se, at krisen har klinget af. Og det er lidt underligt, for der er en række indikatorer, der peger i retning af en større forbrugstilvækst. Men vi mærker det ikke, selvom folk faktisk har flere penge, og skattereformen trækker i den rigtige retning," siger Josefsen til avisen.