Skattevæsenet har 84 millioner kroner til gode i konkursboet efter IT Factory og Stein Bagger. Det gør staten til en af de største kreditorer i det skandaleramte konkursbo.
I december sidste år fortalte skatteminister Kristian Jensen (V) ellers folketingets Skatteudvalget, at Skat i årevis havde været på nakken af IT Factory og Stein Bagger - og at de havde styr på IT Factory.
Derfor undrer det store beløb skatteordfører Jesper Petersen fra SF.
"Det stemmer simpelthen ikke overens med, at Skat har 84 millioner kroner i klemme i konkursboet. Det er amatøragtigt," siger Jesper Petersen til Jyllands-Posten.
Socialdemokratiet kræver nu en redegørelse fra Kristian Jensen om Skats store tilgodehavende. Dermed bliver skatteminister Kristian Jensen nu direkte draget ind i oprydningen efter Stein Baggers leasingsvindel i IT Factory.
IT Factory-boet har i dag mindre end 36 millioner kroner, som kreditorerne kan slås om. Set i forhold til anmeldte krav på 1.194 millioner kroner, står Skat til kun at få syv procent - eller 2,5 millioner kroner.