Den kommende skattereform skal sikre, at det altid kan betale sig økonomisk at gå på arbejde frem for at være ledig.
Sådan lyder det fra regeringen efter den seneste diskussion af fattigdom.
Her blev kontanthjælpsmodtageren Carina hevet frem som fattig, selvom hun har 15.700 kroner til rådighed om måneden efter skat, hvilket er mere end mange i arbejde har.
"Jeg har en klar ambition om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det skal være økonomisk mere attraktivt at have et job end ikke at have et," siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til Berlingske.
Samme melding kommer fra den radikale gruppeformand, Marianne Jelved. Hun er også ked af Carina-eksemplet.
"Jeg håber ikke, at man får let ved at finde den slags eksempler efter skattereformen, hvor en, der arbejder, har en lavere indtægt end en, der ikke gør," siger hun til Berlingske.
Hun kan godt forstå, at folk, der arbejder, føler sig provokeret over, at en kontanthjælpsmodtager har flere penge til rådighed, end de selv har.
"Derfor siger jeg også, at det tema bør indgå, når regeringen skal tale skattereform," siger Marianne Jelved.