Det skal være strafbart i sig selv at rådgive om skatteunddragelse.
Det foreslår Enhedslisten i forbindelse med dokumentarserien "I Skattely", der sendes på DR. I tv-programmerne afsløres det, hvordan professionelle rådgivere fortæller deres klienter om mulighederne for at undgå at betale skat i Danmark.
- Det er helt urimeligt og fuldstændig uacceptabelt, at velbetalte advokater, etablerede banker og rådgivere kan tjene styrtende på at fuppe fællesskabet, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, i en pressemeddelelse.
- Skatteunddragelse er grov og beregnende kriminalitet. Det er absurd, at man ikke bliver straffet, hvis man hjælper med at gennemføre det, tilføjer hun.
DR har med skjult kamera afsløret, at Jyske Banks formuerådgiver i Schweiz giver forretningsfolk kreative råd til, hvordan de kan undgå at betale skat. Jyske Bank har siden afvist, at de "medvirker til skattesvig og skatteunddragelse".
Enhedslisten mener, at der mangler en selvstændig bestemmelse i straffeloven om rådgivning om grov skatteunddragelse.
- Ifølge bagmandspolitiet er ikke en eneste rådgiver blevet dømt for deres aktive deltagelse i skatteunddragelse for milliarder, siger Pernille Skipper.
- På trods af store sager om selskabstømning og en indsats mod de mennesker og virksomheder, der forsøger at snyde fællesskabet, går rådgiverne alligevel fri. Men de er jo en essentiel brik i det spil, der gør skatteunddragelse muligt, tilføjer hun.
Derfor mener Enhedslisten, at det bør være en "strafbar handling i sig selv at rådgive andre mennesker om, hvordan de kan snyde fællesskabet", lyder det.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.