Kan de højest lønnede danskerne se frem til at få lettet skatten, så meget som VK-regeringen har foreslået, eller vil fremtidens skatteplan komme til at indeholde flere skattelettelser til de lavest lønnede?
Regeringen har sat mandag den 3. september som frist for, hvornår regeringens plan om lavere skatter til danskerne skal være forhandlet på plads – det er på mandag, men alligevel var planen tilsyneladende langt fra at være på plads i går.
Ingen indkaldt
De tre partier Ny Alliance, De Radikale og Dansk Folkeparti er stadig officielt med i kapløbet om at lande en aftale med regeringen. Men i går, hvor forhandlingerne skulle være fortsat, var ingen af dem officielt blevet indkaldt til møde.
»Vi har intet hørt,« siger pressechef i Ny Alliance Ulla Østergaard.
Ifølge presseafdelingen i Dansk Folkeparti har regeringens faste støtteparti heller ikke fået den ventede opringning fra regeringens chefforhandler finansminister Thor Pedersen (V).
Aftale med DF alene
Hos De Radikale føler formand, Margrethe Vestager, sig dog ikke helt sikker på den udlægning:
»Vi håber stadig på, at regeringen har mod og mandshjerte til at lave en aftale med andre end DF. Men siden vi ikke er blevet indkaldt endnu, har vi da en mistanke om, at regeringen og DF er ved at lande en aftale alene,« siger Margrethe Vestager.
De Radikale blev torsdag kontaktet af finansministeren, som bad partiet om at være i venteposition fredag og hen over weekenden.
Mens både Ny Alliance og De Radikale trækker i retning af en mere miljøvenlig skatteplan, står DF især stejlt på, at en skatteplan skal komme flere af de lavestlønnede danskere til gode, end regeringen har lagt op til.