Skattevæsnet har startet jagten på danskere, der ejer et hus i udlandet. Alene i Sverige vurderer Skat, at 15.000 huse er ejet af danskere. Men kun de færreste har angivet værdien af deres bolig i udlandet, skriver Dr.dk.
»Vi vurderer det som et stort problem, at så mange ikke angiver det. Vi har derfor samarbejdet med ejendomsmæglere, realkreditinstitutter og banker. Og ikke mindst skattemyndigheder i udlandet,« siger kontrolchef Lars Holte Larsen fra Skat i Struer.
Skat har som et pilotprojekt holdt møde med ejere af udenlandske huse for at få gang i indbetalingen af skat på boliger i Sverige og andre lande. Og da mange i forvejen betaler skat i for eksempel Sverige, har de ikke være klar over, at man skal betale til Danmark også. Hos Skat vil de se på milde øjne på borgere, der selv henvender sig.
»Ofte kommer skatteyderne selv og melder det. Hvis beløbet ikke er særligt stort, så betaler man bare skat fremover. Hver sag er forskellig, men som hovedregel vil vi se positivt på folk, der kommer til os,« siger Lars Holte Larsen.