En lang række danskere kan ikke længere taste fradrag ind i deres forskudsopgørelse på Skat.dk.
2.400 personer har fået spærret adgangen til det elektroniske TastSelv-system, skriver metroXpress.
"Dem, vi har afskåret fra at benytte TastSelv, er typisk personer, som vi har snuppet i at fifle med fradragene. Da vi i år har særlig fokus på uregelmæssigheder i TastSelv forventer vi, at antallet af karantæneramte vil stige i løbet af året," fortæller Richard Hanlov, der er fagdirektør i Skatteministeriet, til metroXpress.
Skattesnyderiet dækker over alt fra fusk med befordringsfradrag til fusk med børnefradrag.
Der har også været problemer med udenlandske arbejdere, der har snydt med skatten og derefter forladt Danmark.
"Sidste år så vi, at nogle udlændinge snød sig til store fradrag på op til 50.000 kroner, hvorefter de rejste tilbage til deres hjemland," siger Richard Hanlov til metroXpress.
Skatteminister Troels Poulsen (V) kalder spærringen af TastSelv for et effektivt værktøj mod dem, der prøver at snyde systemet.
"Vi har generelt en høj efterlevelse af regler her i Danmark, og det er naturligvis positivt. Dog er der nogle få personer, der på bekostning af alle andre ikke kan håndtere tilliden mellem myndigheder og borger. Derfor glæder det mig, at vi kan sætte ind mod de få, der vælger ikke at overholde spillereglerne," siger han til metroXpress.