Et politisk flertal vil gøre livet lettere for danske soldater.
Nogle af partierne holder på, at det skal ske gennem skattefri løn til soldaterne, og andre partier foreslår at hæve soldaternes grundløn eller udstationeringstillæg, skriver Jyllands-Posten.
Blandt partierne er Venstre, De Konservative, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti villige til at se på soldaternes løn.
- Vi mener, at lønnen til de udstationerede soldater skal gøres skattefri. De udstationerede soldater udfører et vigtigt og farligt stykke arbejde. Derfor er det rimeligt, at de får en risikopræmie. Samtidig skal varigheden af udstationeringen afkortes, siger forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, Ib Poulsen, til Jyllands-Posten.
For øjeblikket har Forsvaret 2.000 ubesatte stillinger, hvoraf 470 af dem er officersstillinger.