Af Mads Jensen | maje@avisen.dk
Nyhedsavisens politiske redaktør
Regeringen kæmper i disse dage for livet.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen begik efter alt at dømme en af sine meget få politiske fejl, da han i sidste uge præsenterede skattelettelser for 10 milliarder kroner uden at have et flertal i ryggen. Normalt kan regeringen regne med Dansk Folkepartis stemmer, men denne gang gjorde han tilsyneladende regning uden vært.
Pia Kjærsgaard og kompagni blev nemlig stiktossede over forløbet, og nu forestår der besværlige forhandlinger med Dansk Folkeparti, hvis ikke regeringen skal stå tilbage med en uklædelig tabersag.
I fredags blev Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF smidt ud af forhandlingerne, mens resten af Folketingets partier efter alt at dømme skal møde op i Finansministeriet i denne uge. Men regeringen har nu lagt et tæt røgslør over det videre forløb.
»Regeringen ønsker arbejdsro«, og »det har vi ingen kommentar til hverken i dag eller de næste dage«, lyder det således fra Finansministeriet, der lægger lokaler til forhandlingerne.
Et sammenbrud lurer
Der er to mulige scenarioer for de kommende forhandlinger. Enten bliver Ny Alliance og De Radikale indbudt til bordet først og bliver efter kort tid vist køkkendøren ud af forhandlingerne. Derefter bliver vennerne fra Dansk Folkeparti hidkaldt til seriøse forhandlinger.
Nyhedsavisen erfarer dog, at det mest sandsynlige er, at regeringen går efter at strikke en aftale sammen med Dansk Folkeparti og med et flertal i ryggen præsentere Ny Alliance og De Radikale for en tag det eller forsvind -forhandling.
Men i horisonten lurer et sammenbrud i forhandlingerne og et følgende valg. Ingen af partierne forventer dog at blive indbudt i Finansministeriet før sidst i denne uge.
Der skal nemlig også høvles knaster af internt i regeringen, før man kan forhandle med en tredjepart.