Skatteborgerne er med til at betale for at indvandrerkvinder kan få skabt en falsk mødom, skriver TV 2 på sin hjemmeside.
Hvis den manglende jomfruhinde betyder, at kvinden risikerer trusler på livet fra ægtemand eller familie, betaler kommuner og regioner nemlig. Men det er 'forkasteligt', mener socialrådgiver Christina Aamand.
- Samfundet blåstempler faktisk den symbolværdi mødommen har, og siger indirekte til pigerne: "Ja, det er rigtigt, I mangler da noget, kom, så betaler vi, siger Christina Aamand til tv2.dk og tilføjer, at indgrebet er en bjørnetjeneste og 'forkasteligt'.
Christina Aamand er ifølge tv2.dk også sygeplejerske og forfatter til bogen "Mødom på mode."
Tæller sikkerhed eller normer højest?
En af de kommuner, der har betalt regningen for, at en indvandrerkvinde kunne få en ny mødom, er ifølge TV 2 Furesø Kommune. Her drejer det sig om, at en enkelt kvinde har fået rekonstrueret sin jomfruhinde på skatteborgernes regning inden for det seneste år.
Flemming Sommer, der er ydelseschef for kommunen, siger til TV 2, at han godt kan se problematikken i, at kommunen betaler for en ny mødom:
- Omvendt er der er heller ikke nogen, som billiger, hvis vi ikke reagerer på en trussel. Det er et spørgsmål om holdning. Tæller individets sikkerhed eller samfundets normer højest?, siger han til tv2.dk.