Normalt tager det tre uger at få et dansk skattekort, hvis man bor i Sverige og arbejder i Danmark, men senest i april vil ekspeditionstiden være skåret ned til 30 minutter.
Årsagen er kommunalreformen, som betyder, at ansøgningspapirerne ikke længere skal gå via de kommuner, hvor arbejdsgiveren er registreret. Derfor kan man nu få et kildeskattenummer, det vil sige skattekort og personnummer, udleveret direkte hos SkatØresund, der holder til i Sydhavnen i København.
For at effektivisere servicen yderligere har Skat ansat fire sagsbehandlere, hvoraf tre er svensktalende, så enheden nu er oppe på 22 ansatte.
Antallet er tredoblet
Sidste år blev antallet af udfærdigede skattekort til svenskere og danskere, der bor i Sverige og arbejder i Danmark, næsten tredoblet i forhold til 2005, og antallet af nye skattebetalere nåede cirka 3.600. Det skriver Skats magasin Fokus Øresund. Alene i de to første måneder af 2007 har 852 svenskere, der aldrig tidligere har arbejdet i Danmark, fået beskæftigelse på den danske side af Øresund.
Grænsegængercenteret SkatØresund er både en service til dem, der bor i Sverige og modtager indkomster i Danmark, og til dem, der bor i Danmark og arbejder i Sverige.