Anni Fønsby får opbakning fra ganske uventet kant, når hun om nøjagtigt 14 dage sætter sig på anklagebænken i Odense, hvor hun står tiltalt for omfattende rufferi.
Brystbombens forsvarer, Ole Schmidt, afslører nemlig over for Newspaq, at to vidner fra Skat vil tage plads i vidneskranken.
"Det, vi vil bruge Skat til, er, at de skal bekræfte, at der er betalt både skat og moms af de indtægter, hun har haft. Og dels vil jeg bruge det til at vise, at der har været i hvert fald ét møde med Skat, hvor man har forsøgt at forklare, hvad man laver. På den måde har man forsøgt at sørge for, at det er lovligt, det der foregår. Og dengang havde Skat ingen indvendinger," forklarer Ole Schmidt.
Forsvaret vil i retten slå på, at Anni og hendes medtiltalte alene tjener deres penge ved at udleje værelser til prostitution og opbygning af hjemmesider, hvor de letlevende piger solgte sig selv.
"Vi kommer til at føre et par vidner fra Skat, fordi min klient har haft møder med Skat og en revisor, hvor man har sagt, 'vi vil gøre det her lovligt, er der nogen problemer i den måde, vi kører det på?'. Så man har på ingen måde langt skjul på, hvad man lavede," påpeger den århusianske advokat overfor Newspaq.
Således vil forsvaret forsøge at påvise, at Anni Fønsby ikke har tjent penge på rufferi i ordets egentlige forstand, sådan som anklagemyndigheden mener, det er sket på otte adresser i hele landet.
"Vi bestrider, at der er tale om rufferi, fordi vi mener, der er tale om et grænseområde, hvor man kan diskutere, om grænserne er overtrådt," lyder det fra advokaten, der tidligere har repræsenteret den omstidte plastikkirurger Jørn Ege.
Strafferammen for rufferi er fire år, men at Anni skulle ryge så længe bag tremmer afviser forsvareren og henviser til en sag, hvor en kinesisk kvinde blev idømt to et halvt års ubetinget fængsel.
"Men der var der altså tale om hvid slavehandel og tvang. Derfor har jeg svært ved at se, at den her sag skulle ligge højere."
Det var oprindelig et samarbejde mellem Skat og politi, der førte til en razzia af de otte bordeller.
Anni Fønsby, der blev landskendt i tv-programmet 'Erik and Anni goes to Hollywood', er tidligere idømt et års betinget fængsel for rufferi.
Jakob Beyer fra anklagemyndigheden ønsker ikke at udtale sig om detaljer i rufferisagen.