5.500 danskere med sommerhus i Sverige vil i dag eller i morgen modtage et brev fra Skat. Brevet er en påmindelse om, at lejeindtægterne fra udlejning af sommerhuset - selvfølgelig - skal medtages på selvangivelsen.
- Mange danskere med fast ejendom i udlandet ved ikke, at de skal selvangive ejendommen. Derfor vil vi gerne give dem en hjælpende hånd, så de kan udfylde selvangivelsen rigtigt. Da vi kender navn og dansk adresse på de fleste danskere med hus i Sverige, sender vi dem et brev med information om skattereglerne. Så kan de ikke være i tvivl om, hvordan de skal selvangive deres svenske ejendom, siger Hans Kurt Larsen fagchef i SKAT.
Og har man sommerhus i andre lande end Danmark og Sverige, skal eventuelle lejeindtægter derfra også med på selvangivelsen. Skat er således i kontakt med andre lande for at få tilsvarende oplysninger om danskere, som har sommerhuse dér.
Skat vil til efteråret foretage stikprøvekontroller.
- Hvis det til den tid viser sig, at danskerne stadig har svært ved at huske at selvangive deres ejendomme i udlandet, så må vi jo skifte den hjælpende hånd ud med et mere fast greb og indlede en større kontrolindsats, fortæller Hans Kurt Larsen.
Brevet fra Skat er et af initiativerne i en kampagne målrettet danskere med fast ejendom i udlandet. Formålet med kampagnen er at få borgerne til at selvangive deres udenlandske ejendom - midlet er information om skattereglerne, så ingen er uvidende om deres forpligtelse til at selvangive.