Når sommerferien slutter, starter Skat og politiet en jagt på privatbilister, der kører rundt i biler med gule plader, som der ikke er betalt moms af. Det skriver Børsen.
Indsatsen kommer til at bestå af flere trin. Først vil Skat sende en pjece om reglerne for registrering og brug af gulpladebiler ud til bilernes ejere. Dernæst begynder en landsdækkende fysisk kontrolaktion mod momssynderne.
- Jeg kan bekræfte, at vi har et samrbejde i gang med Skat omkring gulpladebilerne, men det er endnu ikke planlagt i detaljer, så jeg kan ikke sige noget om , hvornår det sker - eller hvordan. Men vi skal hjælpe med at stoppe bilerne i kontrollerne, siger chefen for Rigspolitiets Færdselsafdeling, politiinspektør, Helge Holbæk til Børsen.
Ifølge Skat i Herning er mange virkosmheder i tvivl om reglerne for gulpladebilerne, fordi tre forskellige love gør sig gældende på området - ligningsloven, momsloven og registreringsloven.
Pr. 1. januar 2007 havde hver femte bil i Danmark gule plader. Af de omtrent 60.000 biler, der blev solgt på gule plader i fjor, var 27 procent registreret til privat brug.