Det kommer ikke til at koste 119 tidligere folketingspolitikere så meget som en togbillet til Thisted, at de i strid med loven har glemt at opgive et frikort til DSB på selvangivelsen.
»Nu ser vi fremad. Vi holder øje med, om de opgiver det på fremtidige selvangivelser, men vi har ikke tænkt os at gå tilbage i tiden,« siger retschef i Skat, Lisbeth Rasmussen.
Tabt skat for millioner
Siden 1994 har forhenværende ministre som Jytte Hilden (S), Poul Schlüter (K) og Flemming Kofoed-Svendsen(Q) ellers ikke betalt skat af op til 600.000 kroner per mand i togbilletter. Det giver 70 millioner tabte skattekroner i alt.
I går slog Skat fast i et notat til Nyhedsavisen, at ekspolitikerne selvfølgelig skal betale skat af årskortet, der ifølge DSB koster 50.000 kroner.
Skatteminister Kristian Jensen (V) fortalte, at »uvidenhed om skatteloven giver ikke syndsforladelse«.
Han køber ikke undskyldningen om, at Folketinget havde misinformeret tidligere politikere siden 1994 om, at de ikke behøvede at betale skat.
Alligevel har Skat ikke tænkt sig at indkalde politikerne til torskegilde for at gennemgå skattebetalingen fra tidligere år.
»Her har politikerne jo misforstået reglerne. Derfor regner vi med, at politikerne blot husker at opgive det fremover. Sådan gør vi generelt, når den type sager opstår. Vi vurderer fra situation til situation, om vi skal vurdere tidligere år,« siger retschef Lisbeth Rasmussen.
Ifølge skatteprofessor Erik Werlauff fra Aalborg Universitet har Skat ellers rig mulighed for at grave i politikernes skatteforhold.
»Normalt kan skat gå tre år tilbage i tiden. Og selvom man er blevet misinformeret af sin arbejdsgiver, så fritager det ikke fra at betale skat. Jeg vil ikke analysere, hvorfor Skat dropper sådan en sag,« siger han.
Forargelse i Folketinget
Særbehandlingen over for ekspolitikernes manglende skattebetaling vækker forargelse på tværs af Folketingssalen.
»Jeg står helt uforstående over for, at Skat ikke vil kigge tilbage i politikernes selvangivelser.
Folk mister jo tilliden til systemet, hvis man særbehandler tidligere politikere og ministre. Jeg forventer, at Kristian Jensen selv indser det,« siger skatteordfører Mikkel Dencker fra Dansk Folkepari.
Og skatteordførerne fra Socialdemokratne, De Radikale og SF bakker op:
»Det må stå fuldstændig klart, at politikere ikke har særstatus,« siger John Dyrby fra Socialdemokraterne.