Der var skarpe skud i den revolver, som tirsdag blev fisket op fra bunden af søen Dalarna og overrakt til svensk politi, der tror, at den kan være brugt til drabet på statsminister Olof Palme i 1986. Det skriver den svenske avis Expressen, der fandt revolveren efter et anonymt tip.
»Vi så, at der sad patroner i revolveren, og en del af dem var der kugler i,« siger den svenske efterforskningsleder Stig Edqvist til Expressen.
Svensk politi bekræftede tirsdag, at revolverens serienummer passer med et våben, der tidligere har været eftersøgt i Palmesagen.
Våbnet menes at være blevet brugt ved et postrøveri i Mockfjord i 1983. At det er interessant for Palme-sagen skyldes, at kuglen fra våbnet havde den samme blysammensætning som den kugle, der dræbte Olof Palme tre år senere. Politiet skal nu i gang med de tekniske undersøgelser for at få afklaret, om der rent faktisk er tale om mordvåbnet.