Bekymrende for retssikkerheden og dårlig signalværdi.
Så kontant lyder kritikken fra Dansk Cyklist Forbund i København af teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams (R) ønske om at kunne opkræve afgifter for ulovligt parkerede cykler.
Bondam og et flertal i Teknik- og Miljøudvalget besluttede i sidste uge at spørge justitsminister Lene Espersen (K) om lov til at fjerne ulovligt parkerede cykler og opkræve en afgift for at udlevere dem igen.
Men forslaget kritiseres af cyklistforbundets københavnerafdeling, der først og fremmest er bekymrede for cyklisternes retssikkerhed:
»Retssikkerheden i forslaget er meget problematisk. En cykel er en relativ let genstand og derfor nem at flytte, og alle kender vel det, at man sætter sin cykel et sted og finder den et helt andet,« mener Nils Grøn- gaard, næstformand i lokalafdelingen.
Hellere bedre parkering
Dernæst peger han på, at forslaget vil betyde et skridt i den forkerte retning for cyklismen i København:
»Forslaget har en rigtig dårlig signalværdi over for cyklisterne. Man skulle i stedet forbedre forholdene for cykelparkering i byen. Og i den forbindelse er vi selvfølgelig glade for de 25 millioner, der bruges på cyklisterne hvert af de næste tre år, men det er pebernødder i forhold til, hvad der er brug for. Alene de grønne cykelruter vil kræve 500 millioner kroner,« lyder det fra Nils Grøngaard.
Cyklistforbundet efterlyser især bedre parkeringsmuligheder i middelalderbyen og på byens butiksstrøg. Desuden kritiseres de underjordiske cykelkældre, der flere steder har vist sig at være rene fiaskoer.
Således lukkes nu den underjordiske cykelparkering ved metrostationen Ørestad, og lokalerne bruges til kulturelle formål.
Må parkere længere væk
Klaus Bondam lover, at mulighederne for cykelparkering bliver bedre, men kommer også med en opfordring til cyklisterne:
»Det er klart, at det skal være muligt for folk at parkere deres cykler, og derfor bruger vi også 25 millioner på at forbedre parkeringsforholdene. Men jeg må også sige, at ligesom bilisterne, så må også cyklisterne acceptere, at de nogle gange er nødt til at parkere lidt længere væk, end de er vant til,« siger Klaus Bondam.
Indtil videre har Justitsministeriet hævdet, at loven i dag er skruet sammen på en måde, så Københavns Kommune ikke kan fjerne ulovligt parkerede cykler og opkræve afgifter for at udlevere dem igen.