De europæiske kongehuse er ikke uvante med skandaler, men intet er mere leveringdygtige i den slag, end det spanske. Og nu rettes søgelyset endnu engang mod familien.
Det sker, efter Juan Froilán – nevø til den spanske kong Felipe VI – angiveligt var involveret i et slagsmål udenfor en natklub i Madrid, hvor flere var bevæbnet med knive. Episoden efterforskes af spansk politi, der meget gerne vil tale med prinsen i den anledning. Det skriver Daily Mail.
Politiet blev tilkaldt til natklubben Vandido i Madrid sidst i november, da en gruppe på omkring 30 mennesker var røget i slagsmål, der tilsyneladende blev sat i gang efter hærværk mod en bil. En af prinsens venner fik et snitsår i armen under slagsmålet, men prinsens egen rolle er endnu ukendt.
Det er dog bestemt ikke første gang, Felipe Juan Froilán de Marichalar y Borbon, som hans fulde navn lyder, tiltrækker sig uønsket opmærksomhed. Han efterforskes såmænd netop nu for skattesvig – dømmes han i den sag, risikerer han 3-12 måneders fængsel.
Og i juli var han til stede på natklubben Opium i Marbella, da der udbrød skyderi.Prinsen flygtede fra stedet, og intet tyder på, han på nogen måde var involveret i den sag.
24-årige Juan Froilán er søn af Elena og dermed barnebarn til Juan Carlos, der måtte opgive tronen i 2014 efter flere skandaler. Froilán er fjerde i rækken til den spanske trone.